Historiske billeder Algade 37, Nykøbing Sj.

Historie og billeder om Algade 37, Nykøbing Sj.

Kilder: odswiki.dk og hilsenfraodsherred.dk


Branden på denne grund i 1805 fælder også denne grunds tidligere bebyggelse, og ejeren, bager Lars Gottschalk, overlader opbygningen til N. K. Schou. Han har allerede samme år genopført ejendommen med et 10 fag langt grundmuret forhus, plus to fag til port, og et baghus i bindingsværk.


Christen Steenum overtager formentlig ejendommen i 1807 ved sin udnævnelse til byfoged. Christen Steenum bliver skammeligt afskediget i 1826, hvorefter pastor Veibel flytter ind.


Af et auktionsskøde pr. 11. august 1834 fremgår det, at ejendommen forud ejedes af sognepræst Weibol, men da byens præstebolig dengang lå henholdsvis øverst i Kildestræde (»Grenås Have«) og på hjørnet af Torvet og Kirkestræde, har der nok nærmest været tale om en investering af bemeldte præst.


Af 1834-skødet fremgår det imidlertid, at ejendommen så overtages af prokurator Jacob Peter Bagger og i hans familie forbliver den helt frem til 1906.


I 1874 får ejendommen oven i købet navn efter familien og kaldes ”Hylleborg” i sammenhæng med prokuratorenkens pigenavn. Sophie Hyldeborg Holst hed hans åbenbart meget yngre kone. Efter hendes død i 1906 overgik ejendommen til hendes døtre Sophie Salto og Julie Causse, som begge var enker. De havde ingen interesser i Nykøbing og solgte samme år til Lars Chr. Jensen, som videre pr. 25. april 1910 solgte til træskomager Laurits Jensen.


Omkring århundredeskiftet havde Baggers enke revet den gamle forbygning ned og opført den, som stadig eksisterer. Her indrettede Laur. Jensen sig med butik til højre og privatlejlighed til venstre samt to lejligheder udlejet på førstesalen.


L. Jensens Træsko- & Foderstofforretning i Hylleborg omkring 1920erne. På det lille skilt ved porten står L. Jacobsens Phetromobilforretning. - Inde i gården var en lille trappe op til førstesalen, hvor Laurits Jacobsen boede i en lille lejlighed.


Oprindeligt var navnet ”Vilhelm Nielsens Hotel”, der i 1961 udskiftedes med det nuværende ”Hotel Odsherred” nederst i gågaden i Nykøbing.

Den snu og initiativrig restauratør Vilhelm Nielsen, som havde drevet restaurationen "Vilhelm Nielsens Hotel" ved siden af boghandler Poul Helms, købte i 1916 ejendommen, og gik straks i gang med en større ombygning, så han året efter kunne åbne "Vilhelm Nielsens Hotel". Han var snu, for han havde sikkert opfanget, at man i 1919 ville "lave" Dr. Margrethesvej så der var vej fra stationen lige op til hotellet. Indrettet med restaurant i stueetagen, og værelser/beboelse i tagetagen.


Med henblik på det kommende gadegennembrud overfor (Dr. Margrethesvej gennemførtes fra jernbanestationen til hovedgaden i 1919) var en af byens initiativrige restauratører blevet interesseret i bygningen. Det var Vilhelm Nielsen, som indtil da havde drevet restauration som nabo til byens boghandel.


Han købte ejendommen i 1916 og gik straks i gang med en større ombygning, så den året efter kunne åbne som »Vilhelm Nielsens Hotel«. Otte hotelværelser var der fra starten, på et tidspunkt det dobbelte med plads til 22 overnattende gæster, og Vilhelm Nielsen byggede også en lille sal i et mellemrum mellem forhuset og en bagbygning.

Soliditet prægede de kommende årtier, da hotellet blev drevet af Vilhelm Nielsen og hans kone, og da de blev trætte, overdrog de i 1945 hotellet i forpagtning til sønnen Knud Nielsen.


Fire år senere blev hotellet solgt til Aage Nielsen, der kom fra Karrebæksminde, som allerede i 1951 videresolgte til Knud Strube. Denne drev det i ti år, før han solgte til Carl Mogens Laursen, som efter en publikumskonkurrence omdøbte hotellet til Hotel Odsherred.


I 1964 købte så Palle Hansson ejendommen, som dermed kom ind i yderligere en opblomstring. Gennem 16 år lagde han og fru Didde både energi, professionalisme og kærlighed i hotellet, som i deres tid var Odsherreds ”flagskib”.


Men hoteldrift er krævende, og i maj 1980 solgte de til restauratørparret Hanne og Kell Ishoff, der dog kun fik kort tid på stedet. Efter få måneder fulgte Zenia Randløv, Birkerød, og i december 1981 overtog Sjællandske Bank etablissementet på en tvangsauktion. Af banken købte så den nuværende ejer, entreprenør Jørgen Pedersen i februar 1982. Han gennemførte straks en gennemgribende istandsættelse, som resulterede i indretning af klubværelser på førstesalen, »Jægerpub« og »Elvis« i stueetagen.


Efter en ombygning af ejendommen består den nu af 4 boliger/lejligheder i varierende størrelser i bagbygningen samt et stort erhvervslejemål i hovedbygningen mod gågaden.


I 2016 blev ejendommen købt af John Munch fra Aurora Ejendomme ApS med fortsat udlejning for øje.


I 2018 blev hovedbygningen/forhuset mod gågaden totalrenoveret og ændrede ved samme lejlighed navn til "Hotel PandekageHuset"/B&B, hvor alle værelser nu har navn efter hotellets tidligere ejere.