Hvad gør jeg - forandringer

Hvad gør jeg ? / Ønsker til forandringer i lejligheden


Du skal være opmærksom på, at eventuelle forandringer i lejligheden kun må ske efter forudgående skriftlig aftale med udlejer/ejer. Dette gælder både større og mindre forandringer, så som blænding af en dør mv.


Visse ting vil udlejer dog sige nej til. Det gælder f.eks. ønsker om afsyring af døre og vinduer, idet denne proces ”udtørrer” limen i samlingerne. Endvidere har udlejer haft meget dårlige erfaringer med lejeres egne moderniseringer af bad og køkken.


Maling og ludbehandling af gulve kan heller ikke tillades. Ved ludbehandling ”slides” der direkte på gulvbrædderne, hvorfor det må forlanges, at trægulve jævnligt lakeres for at undgå nedslidning. Hvidpigmenteret lak tillades heller ikke, da den hurtigt nedslides. Trægulve må således kun lakeres med mat vandbaseret lak.


Eventuelle godkendte forandringer skal altid udføres omhyggeligt og i en god fagmæssig kvalitet.


Såfremt lejeren vælger at nedtage en forandring/installation ved fraflytning, skal der ske fuld retablering af de berørte bygningsdele.


Når en lejer f.eks. afmonterer døre, skabslåger mv., skal disse opbevares omhyggeligt, da tilbehør eller inventar, der beskadiges eller bliver væk, skal erstattes af lejer.


Ved fraflytning skal der som hovedregel ske genmontering. Det samme gælder for fjernelse af køkkenskabe i forbindelse med installation af vaske- eller opvaskemaskine, som kun kan ske efter skriftlig tilladelse fra udlejer.